Booking af flyrejser på expedia.dk
Jeg har prøvet at booke en rejse hos expedia.dk for en familie som skulle fra Tasiilaq, Grønland til Danmark via Island og retur.
På expedia havde man en pris med Icelandair mellem Keflavik og Kastrup der var billigere end hvis jeg bookede direkte hos Icelandair. Jeg bookede derfor billetterne hos Expedia, men ak – bagefter modtog jeg mail fra Expedia hvor man bad mig ringe til dem, der var en fejl. Det viste sig at den pris, Expedia havde oplyst var forkert. Den virkelige pris var højere. Jeg fik ordnet problemet og færdiggjort bookingen, men så var billetterne blevet lige så dyre som hvis jeg havde booket direkte hos Icelandair.
Da min kunde skulle afrejse fra Tasiilaq var det dårligt vejr, flyet blev udsat og kunden kunne ikke nå Icelandair rettidigt i Keflavik. Jeg skulle derfor ombooke hans rejse og kontaktede først Icelandair, hvor man henviste mig til Expedia.
Hos Expedia, som bor i Sverige, havde man blot en telefonsvarer, og da det er vigtigt at meddele ombookinger senest to timer før flyafgang, sendte jeg e-mail til Expedia. jeg fik straks et automatisk svar fra Expedia, men først langt senere, da flyet forlængst var afgået fra Keflavik fik jeg et svar fra Expedia at man desværre først nu havde set mit mail, og rejsen derfor var no show, hvilket vil sige at billetten er tabt.
Jeg måtte derfor booke nye billetter til min kunde, og da udrejsen jo ikke var benyttet, var returrejsen også tabt, selv om kunden mødte rettidigt op i Kastrup.
Det kostede mig 14.578 kroner til ekstra billetter fordi det var umuligt at komme i kontakt med Expedia for ombooking af billetterne.
Gerda Vilholm
